Efter en formidabel oplevelse på Restaurant SALT i mandags, var standarden for Copenhagen Dining Week 2013 sat højt. Vores andet restaurantbesøg i ugen var Nimb Terrasse. En restaurant som vi begge længe har haft lyst til at besøge. Nimb Terrasse er i den bedre halvdel af restauranterne i Nimb-familien, hvor Nimb Brasserie ligger en tand under sammen med Nimb Bar’n’Grill, og det nyligt lukkede Nimb Louise en tand over.

Nimb Terrasse - Copenhagen Dining Week 2013 menu

Nimb Terrasse – Copenhagen Dining Week 2013 menu

Vi blev budt velkommen gennem Nimbs hovedindgang overfor Københavns Hovedbanegård. Stien til Nimb Terrasse i det lukkede Tivoli var oplyst med fakler – en stille og romantisk start på en dejlig aften. I restauranten stod tjenere klar til at holde døren og hjælpe med overtøjet, og der var generelt effektiv og professionel ekspedition af gæsterne til bordene.

Vi fik bord lige ved trappen hvor tjenerne rendte frem og tilbage gennem hele aftenen. Det kunne mærkes en smule, og på vores næste besøg vil vi nok insistere på et andet bord. Dog ødelagde det på ingen måde aftenens restaurant-oplevelse. Vi bemærkede også at temperaturen i restauranten var en tand lavere end vi kunne ønske os, hvilket nok generede mere end bordets placering.

Indretningen af restauranten modsvarede ikke helt vores forventninger til en restaurant i denne klasse. På plus-siden er hvide duge, flotte møbler, et lækkert lounge-område, og ikke mindst en flot entré. Men restaurant-lokalet er meget groft og råt, og store træ-ugler og hængende sølvkurve rettede ikke op på dette, men fik lokalet til at virke tilfældigt fyldt med råt pynt. Mit bud er, at det meste af indretningen slet ikke er tilfældig, men bare tilfældigvis rammer ved siden af vores smag.

Den første overraskelse mødte os da vi spottede prisen på vinmenuen. Vores erfaring siger os, at restauranterne har svært ved at matche vinmenuprisen til den exceptionelt lave madpris (200 kr. for tre retter), og det var da heller ikke forventet. Alligevel formåede Nimb Terrasse at tilbyde en Copenhagen Dining Week vinmenu til 150 kr. for tre glas vin. Mod 3-400 kr. på andre restauranter var prisen forrygende. Prisen gjorde da også, at især Brian var ret skeptisk over om kvaliteten ville være tilfredsstillende – men vi valgte at give det et skud. Restauranten havde også glasvise anbefalinger, hvis man ikke skulle være til en hel vinmenu. Yderligere bød menukortet på mulighed for tilkøb af tre franske oste for 75 kr., og kaffe og sødt for 55 kr.

Maden

Nimb Terrasse - Tatar af torsk med agurk, dild og peberrodsfløde

Forret: Tatar af torsk med agurk, dild og peberrodsfløde (Nimb Terrasse)

Forretten, tatar af torsk med agurk, dild og peberrodsfløde, anrettet med skoleagurker, maltstænger og kinaradiser, var sat virkelig godt sammen. Tatarens bløde milde smag og tekstur kombineret med sprøde flager af kinaradise og den mørke sprøde malt gik op i en højere enhed. Den grønne smag fra dild og skoleagurker bandt retten fint sammen, og peberrodsfløden havde akkurat det rette hint af peberrod, der ellers ofte bliver for gennemtrængende. Man skulle “smage efter” for at opdage det, men mere havde overdøvet den milde torsk. Mængden var passende til en forret, man kunne smage det hele i mere end et par mundfulde, og den vækkede appetitten.

Brødet vi fik serveret til havde en god sej krumme, sprød skorpe, og bagt med tilpas mængde smør (dvs. lidt mere end man typisk vil bruge selv).

Til forretten fik vi et glas 2011 Chardonnay fra Oustric, Languedoc (Frankrig). Vinen fremstod ung, men havde en fyldig sødme og friskhed, som klædte forretten rigtig godt. Vinen var aftenens mest velvalgte af de tre i vinmenuen. En syrligere vin havde overdøvet torsketataren.

Nimb Terrasse - Kylling med knoldselleri, brændt skalotteløg og sauce med røget marv

Hovedret: Kylling med knoldselleri, brændt skalotteløg og sauce med røget marv (Nimb Terrasse)

Mellem forretten og hovedretten var pausen passende. Vi nyder at diskutere maden, vinen og omgivelserne, og suge indtryk til os mens vi er ude. Vi oplever desværre ofte, at retterne kommer i en lind strøm uden tid til at absorbere indtrykkene. Dette var ikke tilfældet på Nimb Terrasse. En 2011 Le Bordeaux fra producenten Bernard Magrez blev hældt i glassene. En bærtung sag med noter af krudt og peber. En vovet ung bordeaux, som dog også viste sig at være yderst velvalgt. Vi følte at vi fik meget vin for pengene.

Kylling med knoldselleri, brændt skalotteløg og sauce med røget marv var næste servering. Nederst på tallerkenen var finthakket sprødt kyllingeskind, og tallerkenen var anrettet med frisk timian og timiansne (malto på gourmet-sprog).

Vi havde begge en oplevelse af, at mængden af tilbehør var lidt lille i forhold til mængden af kød. Et enkelt løg mere, eller en smule mere selleri havde rettet op på balancen, så man ikke sad med følelsen af at skulle spare på tilbehøret for at få det til at række til hele portionen af kød. Når det er sagt, så var saucen et kapitel for sig. Smagfuld med elementer af røg, fond, syre, fedme og sødme. Den var fremstillet med koncentreret kærlighed. Kyllingen var mør og saftig og serveret med sprødt skind. Det brændte løg fungerede godt, men selleriternene kunne med fordel have tålt nogle minutters yderligere tilberedning. De skal bestemt ikke overtilberedes, men de var hårde og svære at skære i. Havde undertegnede ikke haft manerer til at lægge servietten til rette i skødet, havde kampen mellem kniv og selleri kostet sauce-pletter på kjolen – det gik dog kun udover servietten. (Her lukker vi totalt øjnene for at jeg er klodset af natur).

Nimb Terrasse - Pocheret pære med hvid chokolade og lakrids

Dessert: Pocheret pære med hvid chokolade og lakrids (Nimb Terrasse)

Den sidste servering i Dining Week-menuen var desserten, pocheret pære med hvid chokolade og lakrids. En efterhånden klassisk kombination, som på papiret synes ordinær. Dog formåede Nimb Terrasse at trække denne kombination op af de ordinære lag, og give den et twist af gourmet. Den pocherede pære var akkompagneret af pærecreme (puré?), den hvide chokolade optrådte i to versioner: Som parfait og i karamelliseret form på toppen. Få estragonblade prydede retten, og lakridsen var forsigtigt drysset over den hvide chokolade-parfait. En lakridselsker som jeg ville argumentere for at retten tålte mere lakrids, men jeg vil vurdere at mængden var passende i forhold til at ramme et bredt publikum. Desserten var i formatet “sød med sød på”, med lakridsen som eneste afvigelse. Den blev dog på ingen måder vammel, og den kolde parfait smagte virkelig af mere.

Det tog kun få sekunder at blive enige om, at afslutte middagen med en osteanretning. Tre franske oste i selskab med kvædemarmelade og et tilkøbt glas portvin. Valget faldt på en Graham’s 10 Year Old Tawney, der var tilpas slank i smagen til at modstå de lidt fede oste. Vi konkluderer ofte, at “vi skal drikke portvin noget oftere”, når vi får serveret et glas – det var også tilfældet her. Hvornår lærer vi det mon?

Nimb Terrasse - Anretning med tre franske oste

Osteanretning: Tre franske oste (Nimb Terrasse)

Den første ost var en Comté, smagfuld og kompleks og med en lidt sprød konsistens. Det var næsten synd at drukne den i brød, men sparsomme mængder klædte den. Den anden ost var en god brie – klart over middel med meget smag. Vi fik desværre ikke fat i producenten eller typen. Hvis du har, og kan give flere info, er en kommentar nedenfor mere end velkommen! Sidste osteservering var en karakteristisk skimmelost, som for skimmelost-nydere (Brian) smagte godt. For en ikke-skimmelostspiser (Karina) var den lidt hidsig og ikke en god indgang til at åbne op overfor skimmelostens fantastiske verden.

Efter middagen

Inden vi endnu var igennem denne servering, var restauranten fuldstændig tømt for gæster, og vi blev i tvivl om tidsbegrænsningen på bordet. Klokken var omkring 19.45, men med en beroligende kommentar fra tjeneren om at næste seating først ankom 20.30, gav vi os god tid. Samtidigt undrede vi os over, at alle restaurantgæster er ude af døren blot to timer efter ankomst – i vores verden kan et restaurantbesøg tage en hel aften. Lige efter osten kom tjeneren med en ekstra servering med franske makroner og chokolade. De var på huset, fordi vi angiveligt havde haft “første seetings absolut største regning”. Okay…

Nimb Terrasse - Lounge

Lounge (Nimb Terrasse)

Vi sluttede besøget på Nimb af med at indfinde os i loungen, og bestille et par cocktails. Uden for Tivolis sæson er barlageret åbenbart minimalt, så vores første bestilling kunne derfor ikke imødekommes. En anden bestilling blev lagt, og tjeneren gjorde opmærksom på at der lige ville være lidt ventetid på grund af næste seatings start. En udemærket håndtering af travlhed og ønsket om at yde en god service. Slutteligt tilbød han os at lave et par longdrinks, som vi kunne få serveret med det samme, og det takkede vi ja til og lagde beslutningen i tjenerens hænder. Ginger ale, mandellikør, vanilievodka og et cocktailbær var nogle af ingredienserne – resten tillader hukommelsen os ikke at inkludere her. Den var velsmagende, og vi værdsatte omgivelserne med bløde lænestole, ro, og tid til samtale.

Alt i alt en aften med en god madoplevelse, serviceminded betjening trods travlhed men i omgivelser lidt under midel. Vi vender helt sikkert tilbage til Nimb Terrasse på en god sommerdag, hvor middagen skal være en smule ekstravagant, og udsigten over Tivoli bedre kan nydes gennem restaurantens panorama vinduer end denne aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>