Moltkes Palæ - Copenhagen Dining Week 2013

Moltkes Palæ – Copenhagen Dining Week 2013

Den tredje restaurant vi valgte at besøge under Copenhagen Dining Week 2013, Moltkes Palæ, overraskede os på mange måder. Nok også mere end de to tidligere besøg på hhv. Restaurant SALT og Nimb Terrasse. Dog ikke på den gode måde.

Palæet på hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade i det indre København er oprindeligt fra omkring år 1700. Bygningen ejes i dag af Haandværkerforeningen, men blandt os lidt mere gastronomiinteresserede kender vi den nok mest for Restaurant AOC (tidligere Restaurant Premisse), der har til huse i kælderen. Restaurant Moltkes Palæ må derfor endelig ikke forveksles med Restaurant AOC. Nåh ja, og så er der jo også Moltkes Bar Speakeasy – en glimrende småhemmelig cocktailbar på 1. sal. Kan varmt anbefales som et nede på jorden-cocktailsted, lidt ligesom The Library Bar.

Den store imponerende sal i palæet, som under Copenhagen Dining Week fungerede som restaurant, bruges normalt kun til festlige lejligheder. Står man lige der og mangler et palæ til en bette familiekomsammen på op til 750 personer kan man leje lokalerne, og derved få adgang til husets køkken, kokke, tjenere osv. Vores forventninger til denne aften var derfor ret høje, da de virkelig måtte oppe sig for at imponere alle de potentielle kunder som kiggede indenfor – for mange sikkert første gang.

Nu skal man jo gerne starte en anmeldelse med noget positivt…

Indgangen til Moltkes Palæ - Copenhagen Dining Week 2013

Indgangen til Moltkes Palæ – Copenhagen Dining Week 2013

Fra man træder ind af porten, går op af den røde løber til hoveddøren og træder indenfor, bliver man blot mere og mere imponeret over rammerne for hvert skridt man tager op gennem palæets gange og etager mod den store sal. Man skal være royal for ikke at blive overvældet af omgivelserne. Alt – fra de store originale malerier, de detaljeret udsmykkede vægge, vinduer, pejse, lofter osv., de imponerende krystallysekroner og originale, velholdte møbler til den fornemmelse man får indeni, når man træder ind i selve salen – er perfekt. De pompøse omgivelser skriger af bryllup! Så kunne såvel service som mad/vin vel næsten kun skuffe…

Menuen, der havde fanget vores interesse, lød sådan:

Forret: Hummerpure-suppe med gule ærter og torskesoufflé

Hovedret: Langtidsstegt oksebryst med peberrod og citron, serveret med urter, grov kartoffelmos samt sennepssauce

Dessert: Hvid chokolade med bergamot og mandler, ananas braiseret i rørsukker, brun rom og ingefær

Moltkes Palæ - Hummerpure-suppe med gule ærter og torskesoufflé

Forret: Hummerpure-suppe med gule ærter og torskesoufflé (Moltkes Palæ)

Rent gastronomisk var der ingen innovation overhovedet i køkkenets arbejde med menuen. Ingen spændende twists eller gode ideer i de enkelte serveringer. Ingen overraskelser. Menuen var på suppe/steg/is-niveauet til faster Ursulas 60-års fødselsdag: Det var OK mad og mættede da også fint – men uden på nogen måde at imponere. Forretten virkede som en basal suppe som en kokkeelev tilfældigvis havde tabt et stykke torsk ned i. Brødet hertil mindede mest af alt om lidt seje grove rundstykker, og blev serveret med et stk. vakuumpakket smør. Oksebrystet var som sådan rigtig godt, men al tilbehør var banalt. En kok havde vist glemt at slukke for blenderen, så den såkaldte ’grove kartoffelmos’ nærmest havde konsistens af en puré. Det smagte dog udmærket. Desserten var ekstrem kedelig, og mindede om en servering fra 80’erne. Selv Jensens Bøfhus klarer denne opgave bedre!

 

Moltkes Palæ - Copenhagen Dining Week 2013

Moltkes Palæ havde “udsmykket” bordene med meget charmerende bordnumre under Copenhagen Dining Week. For stemningens skyld?

Selvom lokalerne gjorde sit for at skabe en romantisk stemning, formåede tjenerne at fjerne intimiteten fra oplevelsen. Man havde fornemmelsen af, at alle bordene blot var en del af ét stort selskab. Alle fik for eksempel serveret retterne næsten samtidigt, og ikke når det passede det enkelte bord – så måtte man jo bare spise synkront med flertallet. Tankerne led en i retningen af en fabriksrestaurant, hvor betjeningen nærmest virkede mekanisk og ikke menneskelig. Det handlede om effektivitet frem for service, om at tjene penge frem for at skabe en oplevelse for gæsten. At bordene var nummereret som I kan se på billederne, gjorde det blot værre. Tjenernes tid ved det enkelte bord var tydeligvis minimeret så meget som muligt.

Tjenerne på Moltkes Palæ serverer fyldte vinglas under Copenhagen Dining Week 2013

Tjenerne på Moltkes Palæ serverer fyldte vinglas under Copenhagen Dining Week 2013

Jeg forventede på ingen måde et serviceniveau, som man kan opleve i kælderen ved Restaurant AOC, hvor restaurantchefen Christian Aarø gør et imponerende fejlfrit stykke arbejde i betjeningen af gæsterne. Selvom mindre absolut også kan gøre det her under CDW, lavede tjenerne i overetagen denne aften helt banale fodfejl – så som at servere maden uden at præsentere den, og at aflevere regningen til kvinden og ikke manden. Man blev ikke vist hen til sit bord ved ankomsten, men fik blot et bordnummer, så man selv skulle lege Columbus i det store lokale med omkring 40 borde. Selv vandet magtede tjenerne ikke at skænke til gæsterne. Vinen var jo i øvrigt ikke noget problem, da den allerede var skænket i glassene som tjeneren så blot leverede til bordene (!). Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Til sidst gik der sport I at teste stedets serviceniveau. Af hensyn til næste seating skulle vi være ude kl. 19:45. Da der stadig var en halv time tilbage, henvendte vi os til tjenerne for at bestille en kop kaffe. Ganske som forventet (og frygtet) kunne de ikke tilbyde kaffe (eller noget som helst andet) efter menuen, med henvisning til næste seating. Hvem sagde mer-salg?

Man skal jo også gerne slutte af med noget positivt. Selvom det er svært at fremhæve andet end de imponerende omgivelser, skal Moltkes Palæ dog have stor ros for deres vinpriser. Det var Dining Weeks absolut mest favorable, med et niveau mellem 50 og 75 kroner for de fleste glas – af i øvrigt udmærket kvalitet.

På denne baggrund vil jeg ikke anbefale dig at besøge Moltkes Palæ til Copenhagen Dining Week 2014.

Hvis du selv har oplevet restauranten i Moltkes Palæ er du meget velkommen til at dele dine tanker med os andre i kommentarfeltet nedenfor. Også meget gerne hvis du er helt uenig med mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>